Egernet, Fuglene forlod min Krone
da Klippen styrted ned hvorpaa jet stod,
nu hænger mine Rødders Harpestrenge
tonløst i Luften, kun en sidste Flænge
i klippevæggen holder om en rod.
Billerne kryber endnu paa min Stamme,
den sidste lillebitte Livets Flamme,
og jeg har skjult mig bag mit eget Løv,
jeg rækker det den sidste Storm i Møde
selv gemt bag fjerne Horisonters Lys
Ydmyg og stille, næsten ikke til.
O du som lænker levende og døde
til dette underlige store Spil,
ske som du vil.
Lad Luften hele bagved mig sin Sti,
men lad mig synge før end jeg skal falde,
skænk mig en Gang i Sangens Evighed
at være trofast, leve nær jer alle,
bundet for sidste gang. Helt fri…Paul la Cour
(Mellem bark og ved, 1950)